Norsk Buhund

Bufarver

Buhunden findes i en sort og en lys udgave. Begge typer kan have lidt hvidt på sig f.eks. på bryst og poter. Den lyse spænder over mange farvevarianter, fra næsten hvid, mod beige til gullig, gyldenbrun og rødlig med varierende farveintensitet. Den kan have sorte hårspidser (den yderste halvdel af hvert enkelt hårstrå er sort), og maske. Alle disse farvevarianter er tilladte i den nuværende standard.

Herudover findes buhunden også i en mere grålig/grågylden - også kaldet varglet - farve. Denne er mærkværdigvis ofte til diskussion. Ofte er det meget smukke hunde og i buhundens første registreringsperiode var en sådan varglet buhund - Flink 1 - den eneste som den strenge dommer Sæland gav 1. præmie - og samme Hr. Flink ligger nok bag de fleste buhunde i dag. Dengang var de fleste buhunde mere eller mindre varglette, men i dag er den farve ulykkeligvis delvist gledet ud af racestandarden. Da det stadig er tilladt med sorte hårspidser er det naturligvis en tilbagevendende diskussion, hvor mange sorte hårspidser der må være indenfor det tilladelige. De sorte hårspidser giver spil og karakter til hunden - og rent historisk er denne type meget spændende. Da buhunden af mange betragtes som en kulturbærer og et omvandrende museum er det mærkværdigt, at ingen gør noget for at bevare denne type.

I Sverige kaldes den lyse buhund gul, i Norge blakk og i Danmark hvedefarvet, beige eller gul. På engelsk wheaten. Farvevarianterne angives ikke i stamtavlerne og hundedatabaserne, så alle ovenstående betegnelser betyder blot, at hunden ikke er sort og siger altså intet om farvevarianten.

Nedenfor beskriver jeg, hvad der sker, når buhunde med samme eller forskellig farve parres. Genetikken omkring pelsfarver er imidlertid langt mere kompleks, hvilket jeg kommer ind på nedenfor tabellen.

Enkel farvegenetik

Indenfor genetikken bruges begreberne fænotype og genotype. Fænotypen er den måde, hunden ser ud på. Her altså om buhunden er lys eller sort. Genotypen er hundens genetiske anlæg for en bestemt farve. Den kan være homozygot med anlæg for en af farverne eller den kan være heterozygot med anlæg for både sort og lys.

Farven sort dominerer over farven beige. Man siger, at det dominerende gen hæmmer det "ikke-dominerende". Et sådant ikke-dominerende gen kaldes vigende eller recessivt. Det dominerende gen skrives med stort bogstav, mens det reccessive skrives med lille bogstav for at markere dominansen. Jeg bruger betegnelsen S for sort og b for beige. (Ofte bruges samme bogstav f.eks. Bb) Hvis en hund har genparret Sb vil den være sort at se på, men have anlæg for beige. En beige hund vil have genparret bb, uanset dens forældres farve.

Teoretisk resultat af parring mellem forskellige pelsfarver

Forældre	Forældre genotypisk	Afkom genotypisk	Afkom fænotypisk v. 4 hvalpe
	SS + SS	SS SS SS SS	4 sorte hunde (Kun anlæg for sort)
	bb + bb	bb bb bb bb	4 beige hunde (100% lyse hunde)
	SS + bb	Sb Sb Sb Sb	4 sorte hunde (Alle med anlæg for beige og sort)
	Sb + Sb	SS Sb Sb bb	3 sorte hunde og en beige (25% lyse hunde)
	SS + Sb	SS Sb SS Sb	4 sorte hunde
	Sb + bb	Sb Sb bb bb	2 sorte hunde og to beige hunde (50% lyse hunde)

En sort hund med genparret SS vil altså aldrig kunne få lyse hvalpe. Man kan ikke altid vide om en sort hund genetisk har genkombinationen SS eller Sb, men hvis en sort hund har en lys forældre, vil den altid være Sb genotypisk og vil kunne give lyse hunde, hvis den parres med en Sb eller bb hund. Hvis en sort hund ved en tidligere parring har givet lyse hvalpe, ved man også, at den må være Sb genetisk. Derimod ved man stadig ingenting, hvis den tidligere kun har givet sorte hvalpe, da det kan være en tilfældighed.

Da min Emma blev født vidste jeg f.eks. at parringen kunne give både lyse og sorte hunde. Sorte Pappa Fant havde to sorte forældre, men han var tidligere blevet parret og havde fået beige afkom. Sorte Mamma Naia havde en beige mor og en sort far. Både Fant og Naia måtte altså have genparret Sb og dermed mulighed for at få 25% beige afkom.

Kompleksiteten i farvegenetik

Ovenstående er en meget forenklet farvegenetik. En sort hund kan f.eks. have et brunligt skær og desuden være mere eller mindre hvidplettet. Det samme gælder for de lyse hunde og her er der tilmed en række nuancer, der spiller ind. Nogle gener afbleger eller forstærker en farve, nogle gener giver sorte hårspidser i pelsen, andre gener giver forskellig former for maske, sadel, pletter osv.

Hele dette område er ikke tilstrækkeligt belyst endnu, men farvegenerne hos hunden antages at fordele sig på omkring 9 forskellige gener, og herudover påvirkes farvedannelsen også af en række forskellige biokemiske processer. Det betyder naturligvis at uanset hvilke avlshunde, man bruger, kan resultatet aldrig forudsiges helt præcist - der kan altid komme overraskelser. Det gælder iøvrigt på alle områder og ikke kun, når der tales om pelsfarver.

Ikke nok med det - men en hunds pelsfarve er ikke kun et spørgsmål om gener og arvelighed. Mange andre forhold spiller ind som for eksempel lys, fugtighed, temperatur, alder og ikke mindst ernæringen.

Hos mange buhunde kan man se en tydelig ændring af farven med alderen, og desuden skifter mange buhunde farve efter årstiderne. Det er også kendt, at en gulerod om dagen har en god virkning på en buhunds pelsfarve. Tangprodukter eksempelvis kan også indvirke på pelsfarven.

Hvalpefarver er en sag for sig. Lyse buhundehvalpe har hyppigt en særegen farve i grå eller brun og ændrer sig utallige gange i løbet af opvæksten. Først omkring 2-3 års alderen ved man nogenlunde, hvilken farve ens egen buhund har fået. Her er selvfølgelig individulle forskelle - nogle skifter farve hyppigere end andre.

Kan sorte og lyse buhunde parres?

Ja da - ingen problemer i det - skønt diskussionerne ind i mellem bølger højt om netop dette emne. Af hensyn til den fortsatte genetiske variation er det ligefrem formentligt nødvendigt, at nogen gør det. Dermed ikke sagt at alle skal gøre det, det kan man jo gøre, som man vil.

De første registrerede buhunde

Så sent som i slutningen af tyverne begyndte man at registrere buhundene. Sæland er nok en af dem, vi kan takke mest for, at buhunden er bevaret op til vore dage. Nedenfor ses de to buhunde som Sæland i 1926 vurderede højest og som danner grundlaget for den nuværende bestand. Flink (tv)og Rapp Bjelland (th). Sidstnævnte er hel-farbror til Flink. Han er kuldbror til Munter, som er far til Flink. Begge hunde er - skriver Sæland - et mønster på, hvordan en buhund skal se ud i kropsbygning. Flink fremhæves som bekendt særligt og var den eneste, som fik første præmie. Han var en meget god arbejdshund. Og han er vist stadig en af de smukkeste buhunde, man kan tænke sig. Farven var vaglett - den farve som ulykkeligvis ikke findes i dagens standard længere. Pletterne på Rapp, som de fleste nok ikke i dag forbinder med en buhund, og også er atypiske, ses faktisk på den svenske norbottonspids, der er nært beslægtet med buhunden. Mon det er Rapp, der har lagt pletter til den race? :)

De to billeder af Rapp Bjelland og Flink har jeg skannet ind fra bogen:
Sæland; "Ættebog for Norsk Buhund (Sauehund), Fyrste bandet"; J.W. Cappelens Forlag, Oslo 1926

++++++ HOME +++ TOP +++ BACK ++++++