Norsk Buhund

Sundhed i racen

De sidste år har der været en del fokus på racehundes sundhedstilstand. Heldigvis er buhundens generelle helbredstilstand som udgangspunkt god - det er sund race med en sund anatomi, selvom alle levende væsner selvfølgelig kan blive syge. En del opdrættere af racen holder øje med de sygdomme, der dukker op og forsøger at forebygge, at de udvikler sig. I Norge har Norsk Buhundklub iværksat en større undersøgelse af buhundens helbredssituation og er desuden i gang med et projekt, der vil muliggøre en DNA-test for visse øjensygdomme.

Fysiske problemer

Buhunden kan i lighed med mange andre racer få hofteledsdysplasi og øjensygdomme. Derfor øjenlyser og hd-fotograferer mange opdrættere deres avlshunde, inden de bruges i avlen. Selvom avlshundene er sunde kan afkommet dog stadig få disse sygdomme, da sygdommene kan ligge skjult i hundens gener. Men risikoen er naturligvis langt mindre, end hvis hundene ikke sundhedscheckes før avl.

Følgende sygdomme kan af og til findes hos buhunden med HD og øjensygdomme som de hyppigste:

• Hofteledsdysplasi
• Øjensygdomme
• Patellaluksation. (Løse knæskaller)
• Kryptorchide hanhunde. (Testiklerne ikke kommer rigtigt på plads/har ingen nævneværdig sundhedsmæssig betydning.)
• Hudsygdomme og allergi. Meget sjælden hus buhund.
• Tandmangel - har normalt ingen sundhedsmæssig betydning.
• Epilepsi - alvorlig sygdom, men sjælden hos buhund.

Mentalitet

Buhunde har en fantastisk mentalitet. Det er en alsidig hund, der egner sig lige godt som familiehund og som arbejdshund. Den kan bruges til alle former for hundesport, agility, lydighed, rundering, spor, hyrdning og jagt falder naturligt for en buhund. Den bliver ikke lydig på samme måde som en schæfer eller labrador - en buhund er mere selvstændig og problemløsende af natur.

Buhunden er god til børn og dejlige familiehunde. De elsker at gå lange ture i naturen, men er rolige og afslappede inde. Hvis man har mulighed for det, vil de elske at løbe løs uden line og rende krudtet af sig på sikre områder.

Nervøse og ængstelige såvel som aggressive hunde er et særsyn blandt buhunde, men kan findes. Når man møder hunde med mentale problemer, er det umuligt at vide, om der ligger genetiske problemer bag eller det drejer sig om manglende socialisering og træning.

Livskvalitet for syge hunde?

Får man en hund med en af disse eller andre sygdomme, er der sjældent grund til at fortvivle. Milde grader af de forskellige sygdomme vil normalt ikke berøre hundens livskvalitet. Og heldigvis er der taget så godt hånd om buhundens sundhed at disse racesygdomme hyppigt hos buhunden optræder i en mild form, hvis de findes. I de svære tilfælde kan sygdommene forkorte hundens livslængde.

Når det gælder hunde med adfærdsproblemer uanset årsagen til disse, kan man heldigvis komme langt også med en sådan buhund med passende socialisering og træning, så der er gode chancer for at løse problemerne, hvis de opstår. Der er altså normalt ingen grund til at aflive en problemhund, ikke mindst fordi mange problemer ofte viser sig at være unghundeproblemer. Buhunden bliver først rigtig voksen ved 3-4 års alderen, så selvom den egentlige problemalder aftager ved 1 års-alderen kan man hyppigt se den blusse op igen og igen, indtil buhunden bliver rigtig voksen ved 3-4 års alderen.

Genetisk variation

Bag alle de sundhedsproblemer, der i dag ses blandt stort set alle racehunde, ligger indavlsproblematikken og den manglende genetiske variation som en af de største syndere. Alle levende væsner har sygdomskim i sig, og når to nært beslægtede individer med de samme sygdomskim parres, så fordobles risikoen for udvikling af sygdomme. Så enkelt er det.

For en god ordens skyld er det vigtigt at pointere at indavlsproblematikken ikke har noget at gøre med om en rase antalssmæssig er stor eller lille - tværtimod gør man ofte mere i de små racer for at skabe genetisk variation.

Det, der for alvor ødelægger en race, er, at nogle opdrættere parrer hunde, der er for tæt beslægtede. Det gør de typisk for at få en hund med perfekte ører eller en perfekt næsetip - og sætter dermed sundheden over styr for at skabe en hund med eksempelvis perfekte ører! Et andet problem inden for samme genre er den såkaldte matadoravl. HVIS alle opdrættere bruger den mest udstillings-vindende hanhund for at få så "fine" hunde som muligt, ligger selvsamme hanhund pludselig bag alle stamtavler - og så kan det jo være svært at lave en ubeslægtet parring!

Dette er virkelig et område, hvor kennelklubberne kan sætte ind ved at udarbejde klokkeklare regler for hvor tæt man må avle og hvor hyppigt man må bruge en given hanhund. På længere sigt tror jeg også det er nødvendigt at forny blodlinjerne med passende mellemrum ved at indføre nye blodslinjer fra andre racer, hvis man vil bevare de sunde racer - mentalt såvel som fysisk. Det må være den rigtige vej at gå på sigt efter min mening.

Når buhunden stadig er så sund, som den er, skyldes det muligvis, at den blev stambogsført så sent som i tyverne, og at der har været to uafhængige klubber, som avlede buhunde. Disse to klubber og genpuljer er nu ført sammen og har givet lidt nyt blod til racen. Det har givetvis været buhundens held - men kun en stakket frist, kan man sige.

På den korte bane kan den enkelte opdrætter gøre rigtig meget ved at føre en fornuftig avlspolitik. Sundhedscheck for avlshunde og anvendelse af flest mulige individer i avlen af hensyn til den genetiske variation og endelig så lave indavlsprocenter som muligt - det er nogle af de tiltag, den enkelte opdrætter kan og bør gøre for sundheden.